torsdag, september 28, 2006

Nyt strikketøj


Jeg nyder, at vi nu kan begynde at tænde brændeovnen. Hvad er bedre end at sidde og kigge ind i flammerne, samtidig med opstarten på et nyt strikketøj. Jeg fik lyst til at starte på en nederdel fra Navia. Min datter har længe tigget om at jeg gik i gang. Garnet er fuld af lanolin, så har du tørre hænder er dette garn sagen at strikke med. Jeg håber der kommer en god film for nu skal der strikkes.

onsdag, september 27, 2006

Færdig babytrøje



Skønt at få syet stykkerne sammen, og få knapperne sat i. En god følelse at blive færdig med noget inden nyt startes.

Trøjen er strikket efter en opskrift i Hjemmet nr. 2 2005. Den er strikket i Softwoolsilk fra Gepard. Et garn i uld og silke. Er du bange for at uld kradser, så prøv dette garn. Der er brugt 2 ngl. til en størrelse 3 mdr.

søndag, september 24, 2006

Babyundertrøje



Olsenbanden i fjernsynet.... jeg tog mig sammen og fik lavet min lille babyundertrøje færdig alligevel. Modellen er fra bogen "Sødt og blødt". En lækker bog med en masse søde børneopskrifter.
Jeg har strikket den mindste størrelse i alpacagarn Indiecita. Forbrug 1 ngl. som beskrevet i bogen. Jeg havde ca. 3 m garn tilbage.

lørdag, september 23, 2006

Skal ..... skal ikke


Kender I det ? Er egentlig i gang med noget der kun lige mangler.... nye ideer popper op....jeg kunne jo også lige.....

I går fik jeg en masse lækkert hør og bomuldsgarn ind af døren. Jeg har længe gerne ville lave Isagers Corsage eller Kraka eller Bølger..... skal lige lave en strikkeprøve.
Jeg tror jeg starter på Corsagen i dobbelt garn. Min babyundertrøje virker pludselig lidt kedelig.

torsdag, september 21, 2006

Sjælevarmer




Sjælevarmer strikket efter en opskrift fra Politikens Strikke og hæklebog.
Modellen har egentlig en god pasform, og er smart med de store ærmer. De er dog ikke så praktiske. Sørg for ikke at blive inviteret på suppe når du har den på. Ærmerne flagrer lidt rigeligt efter min smag.

Strikket top


Ny kjole .... manglede lige netop lidt til skuldrene. Heldigt at jeg havde garn i netop samme farve. Toppen er strikket efter en model i Drops katalog nr. 94 i kidmohair. Jeg valgte også at hækle en lille blomst til at lukke toppen med.

onsdag, september 20, 2006

Sjal strikket i Naviagarn


Islandsk sjal...smukt og sjovt at strikke. Sjalet er strikket i Navia uno. Jeg strikkede på p. 4. ½ pind større end i opskriften. Jeg måtte lige netop begynde på 3. nøgle. Det blev nok også lidt større end i opskriften.

Sjalet er en udfordring at strikke. Opskriften er opdelt i diagrammer, og du starter nederst med hele kanten 430 masker. Det var det sværeste . At få antal og diagram til at gå op.

Strikket nederdel


En strikket nederdel.... smart eller hvad ?
Da modellen lige blev færdig tænkte jeg ,at den kom jeg vist aldrig til at bruge.
Nu bruger jeg den med et sort underskørt under, og er blevet meget glad for den.
Jeg har strikket den i Navia 3-trådet uldgarn. Et garn der er sammensat af flere uldkvaliteter, så garnet fremstår levende og let nistret i overfladen. Se opskriften her. Jeg har strikket den på p nr. 6 . Lige op og ned i påfuglemønster. Lettere kan det vist ikke være.... jeg lavede flere fejl undervejs...hm. Jeg har strikket den i stor størrelse, idet den ikke skulle sidde som smurt på hoften. Jeg kunne godt have lavet den lidt kortere end i opskriften, idet jeg ikke helt havde gennemtænkt at den giver sig pga. tyngden.

Min datter Emma


Siden jeg startede alt det her nethalløj har min datter mange gange sagt at hun altså også snart vil på internettet. Hun stiller gerne op til fotografering. Håret bliver sat, og så er hun klar. Det griner vi meget af herhjemme. Hun er 7 år, og pludselig skal håret helst sidde lidt pænt.. tøjet bliver også nøje udvalgt. Her er hun så min Emma.... på internettet.

Rundsjal



Et anderledes sjal/vest... hvad skal jeg kalde den.
Jeg har strikket den i kidmohair. Strikkes af 6 lagkagestykker til en cirkel i midten. Herefter tages masker op og der strikkes rundt. Sjov og enkel at strikke.

Kaunibolero



En smuk boleromodel . Opskrift fra Famieljournalen, hvor den dog var strikket i noget helt andet garn, og fremstod tæt og fast i strikningen.
Jeg besluttede mig for at prøve at strikke den i Kaunigarn 100% uld. Jeg har strikket den i dobbelt garn på p 9. Forbrug 350 g. Modellen har en utrolig god pasform.
Min bolero fremstår meget mere løs i strikningen end originalen.

Sommerprojekt


Gennem det sidste halve år har jeg fået strikket en del. Jeg har også været så heldig at have en lang sommerfeie, hvor der var tid til at strikke.
Jeg vil løbende lægge mine færdige ting ind.
Jeg har nu også fået hæklet. En top i bomuldsgarnet CottonBaby print fra Gepard. Det bomuldsgarn bliver mit foretrukne fremover, idet det er så blødt, også når det er strikket.Modellen er meget sød, men jeg fik den nu ikke brugt så meget som en top alene. Jeg har brugt den med en T-shirts under.

tirsdag, september 19, 2006

Hæklet trøje


Et hækleprojekt er netop blevet færdigt. En sjov lille opgave.

En lille trøje til en helt lille ny hæklet i Arwetta ekstra fin merino. Et super blødt garn.

Du kan selv downloade opskriften hos Filcolana.

mandag, september 18, 2006

Begyndelse


Jeg er kommet i gang..... mit første spæde forsøg som ejer af en webblog.

Jeg har længe ville lave min egen weblog. Jeg følger gerne med hos andre, og synes at det er spændende at følge med i de mange projekter. Jeg bliver meget inspireret, og får nye ideer.

Jeg glæder mig til at kunne skrive løs om specielt strik, som er min store lidenskab.

Jeg bruger meget tid på garn, idet jeg for ca. 1 år siden startede min egen netbutik med garnsalg Eventyrgarn.