lørdag, marts 31, 2007

Hæklet nederdel

Solen skinner, ungerne hopper i trampolin i haven, og jeg sidder på en havestol. Påskeferien er startet, og vi har alle meget fri. Kan det blive bedre......
Jeg er startet på et nyt projekt, som er let at sidde med i haven. En hæklet nederdel fra det nye nummer af "Kreative Kvinder". Et blad jeg er vild med. Nederdelen hækles i bomuldsgarnet Super Soft. Jeg vil dog ikke lave den så den er smurt på bagdelen, som på billedet.

torsdag, marts 29, 2007

Diva i Diva





Divaen er endelig blevet færdig. Jeg er godt tilfreds med resultatet. Den vil bare falde lidt ud over skuldrene, men jeg vil sætte elastik i skuldersømmen, det tror jeg vil hjælpe.

Den har været vild sjov at strikke, og det er ikke sidste gang jeg skal strikke en HF-model.

Modellen her er strikket i shetlandsuld
Forbrug: 400 g bundfarve( havde kun 20 cm tilbage) og ca. 80 g effektfarve. Jeg har strikket den i str. S med lidt længere ærmer.

Solen skinner , og jeg vil ud og nyde den, samt spekulere på næste projekt.

mandag, marts 26, 2007

Skønne tasker

Puha.... mulighederne er mange med internettet. Før var jeg ikke vild med at bruge Dankort på nettet, og handle i udlandet.... ak ja det er jeg så ovre. Jeg måtte bare have disse mønstre på de skønne Noni tasker. Jeg havde egentlig bestilt 3, men den ene var i restordre og kommer senere. Jeg er ikke specielt god til engelske opskrifter, men en dag skal jeg bare i gang.
Sikke farver og anderledes blomster.
Divaen skrider frem. Jeg troede egentlig at jeg var ved at være færdig, men efter løseligt at have prøvet det ene færdige ærme på trøjen har jeg besluttet mig for at lave ærmerne 2-3 cm længere. Må hellere få trævlet op, og komme igang .

søndag, marts 18, 2007

Ren nydelse

Jeg strikker fortsat på Divaen. Sjældent har jeg nydt så meget at strikke en model. Opskriften er bare så gennemarbejdet. Jeg havde inden hørt ,at jeg ikke skulle læse opskriften for så virkede den uoverskuelig, men bare strikke derudaf og gøre hvad der nu stod. Der sker hele tiden noget nyt. Striberne er overstået. Det flimrede lidt for øjnene til sidst sort mod hvidt i strib. Jeg har også fået strikket ærmestriberne, så nu er der kun det ensfarvede tilbage. Jeg mangler det ene forstykke, og så ærmerne. Børnene er stadig syge. Emil er nu også syg med næsten 40 i feber.

tirsdag, marts 13, 2007

Influenza ramt


Igen igen har influenzaen ramt os. Jeg har ligget i sengen i næsten en uge, og har i flere dage ikke kunnet strikke. Gisp.. det er yderst sjældent at det sker. Emma har ligget ved siden af mig, så det har nu alligevel været halv hyggeligt. Nu troede vi lige at hun var ved at være rask, og så i dag fået konstateret at hun nu har halsbetændelse. Det må altså snart være slut.
De sidste par dag har jeg fået lidt gang i strikkepindende, men kunne ikke overskue at strikke på Divaen, så mit lille halstørklæde er endelig blevet færdig. Forbrug 1½ ngl. Indiecita, alpacagarn .
I dag er jeg gået lidt i gang med Divaen. Har fået strikket ryggen, og er nu ved de stribede forstykker. Den er spændende at strikke. Der sker hele tiden noget nyt.

tirsdag, marts 06, 2007

Diva i gang


Jeg er dybt imponeret. Hende Hanne Falkenberg hun kan lave opskrifter. Sikke en præcis og god beskrivelse. Den er sjov at lave, og jeg glæder mig til at forsætte efter striberne. Hendes kantbeskrivelse har jeg aldrig prøvet før, men allerede nu kan jeg sige at det ikke bliver sidste gang jeg laver sådan en kant. Jeg er blevet gjort opmærksom på at der skal strikkes mange retmasker inden trøjen er færdig. Den kommer vist til at tage lidt tid.

lørdag, marts 03, 2007

Nyt projekt


Færdig med sjalet. Må igang med noget nyt. Jeg kunne selvfølgelig også lige færdiggøre et par småting. Nej nu skal det være. Jeg vil kaste mig ud at strikke min første Hanne Falkenberg trøje. De ser utroligt spændende ud at strikke. En rigtig udfordring. Jeg har efterhånden set mange modeller mange steder på nettet, så nu må jeg i gang. Jeg vil kaste mig ud i Diva, som skal strikkes i sort og råhvid.

Hæklet sjal



Jeg er blevet helt vild med at hækle. Er lige blevet færdig med et hæklet sjal fundet i et ældre ugeblad - Søndag nr. 45 2006. Det er hæklet i Fiori mohair forbrug ca. 230 g. Hæklet med nål nr. 7. Sjalet startes i nakken, og der hækles nedefter. Jeg har lige et stykke stof der passer til, og mangler så kun at sy jakken..... Jeg har tidligere syet det meste af børnenes tøj, men det er som om garnet har fyldt det hele på det sidste. Jeg må se at komme i gang med at sy noget mere. Har godt nok sagt det i de sidste par måneder...men pludselig...