lørdag, maj 26, 2007

Green gable


Jeg er gået i gang med Green gable. En meget sød og enkel model. Den strikkes oppefra og nedefter. Glatstrikket med et lille let hulmønster foran, samt raglan indtagninger.
Jeg strikker den i Svale fra Dalegarn. Den strikkes på p 4. Jeg ville egentlig have strikket den i et tyndere bomuldsgarn, så den ikke blev så tæt, men meget luftig. Jeg har læst mig til at andre strikkere har strikket den i en tråd tyndt bomuld. Jeg kunne også få min strikkefasthed til at passe, men synes halshullet blev meget stramt, så jeg skiftede garnvalg. Nu er det bare derudaf for nu skal der strikkes glatstrikning.

lørdag, maj 19, 2007

Hulmønsterbluse færdig


Min hulmønsterbluse er færdig. Den bliver afgjort sommerens bluse. Det kan jeg allerede nu mærke. Jeg har haft den på med en stram bluse under, og så synes jeg også den er smart. Den var hurtig at strikke, og sidder perfekt.
Blusen er strikket i Hørmix fra Mayflower. 60% bomuld og 40% hør. Jeg har brugt små 7 ngl. og strikket den på p 4½. For og bagstykke strikkes ens.
Modellen er fundet i et Rebeccablad nr. 31 model nr. 29.

mandag, maj 14, 2007

Slå om i vasket udgave



Vasket og færdig. Garnet vinder endnu mere efter vask. Det fylder mere, og er absolut meget lækkert. Modellen... den er bare for stor til mig. Det er det der er galt. Den er både for lang og for bred. Ribben er meget elastisk. Jeg plejer at bruge str. 38/40 og er 168 cm høj. Alligevel synes jeg den går langt ned på lænden, og ligesom folder på ryggen. Jeg har trukket forstykkerne helt over hinanden, så "snippen" sidder langt ovre i siden.Alligevel kan jeg mærke at den vil give sig meget. Der er foreslået at vaske den lidt for varmt. Måske... eller skulle jeg overraske min søster.

lørdag, maj 12, 2007

Bluse med hulmønster


Jeg er gået i gang med en hurtig derudaf bluse. Jeg ville lave noget på større pinde. Blusen er fra et Rebeccakatalog, og jeg strikker den i Hørmix, bomuld og hørgarn på p 4½.
Jeg vil gå i gang med at vaske min slå om i dag. Tak for de gode råd,og opmuntrende kommentarer.

Slå om færdig



Slå om vesten er færdig. Endelig.... det holdt hårdt til sidst. Jeg ved ikke lige om jeg kommer til at bruge den eller ej. Nu skal den vaskes, og så må jeg se. Jeg ved ikke hvorfor, men den har ikke fanget mig. Modellen er ellers meget flot, og gennemtænkt, men....jeg ved ikke om den virker for stor. Den er meget rummelig, og jeg er glad for at jeg strikkede på p 2½.
Jeg har strikket den i originalgarnet Duo farve 529 turkis meleret. Et flot garn, men også et meget tyndt garn. Skal jeg strikke af det en anden gang bliver det ikke i enkelttråd.

søndag, maj 06, 2007

Slå om skrider fremad


Jeg strikker løs på slå-om. Strikker løs på p 2½ med tyndt garn.... hmm jeg ved ikke lige... den skal nok blive god, men den fanger ikke helt at strikke. Jeg synes den er lidt kedelig, men fortsætter og må ikke starte på andet før den er færdig ellers kunne den nemt komme til at ligge i en kurv et stykke tid. Modellen virker gennemtænkt, og garnet lækkert, men utrolig tyndt. Lidt for tyndt efter min smag. Jeg glæder mig til den bliver færdig for jeg tror at den bliver rigtig flot.