tirsdag, juni 23, 2009

Feriestemningen breder sig

Det kan godt mærkes at børnenes sommerferie nærmer sig. Alt går lidt ned i gear. Ingen særlige lektier. Solen skinner, og det er svært at komme i seng om aftenen.

Vi har først ferie begyndende i uge 30, så der er et stykke tid til, men vi føler næsten at den begynder i næste uge for der tager Emil og Emma med farmor og farfar til Tunesien i en uge. Helt alene hjemme... jubi....

Vi har også allerede selv bestilt ferie. Normalt plejer vi bare at køre, og sådan ca. lige aftale hvilket land vi vil til, men i år er noget af ferien allerede bestilt. Vi skal til Frankrig.

Sidste år var vi ved Gardasøen samt i Østrig. Gardasøen var en smuk oplevelse, men alt for mange mennesker. Masser af danskere. Hvorimod Østrig var meget mere natur og ro.
I år har vi så valgt en kombination. Naturcamping med masser af vand. Det elsker ungerne.
Efterfølgende har Kenn fundet ud af at flere tour de France etaper er i gang mens vi er der.... og det kun henholdsvis 11 og 20 km derfra. Jeg er nærmest antisport, og ser det aldrig på tv, men live er altid anderledes. Det bliver sikkert en oplevelse.

søndag, juni 21, 2009

Cardigan med klokkeblomstkant



Min bluse med klokkeblomstkant fra Helga Isager´s nye bog har ændret sig.
Efter et hyggeligt besøg hos Joan blev jeg inspireret af hendes strikketøj. Hun var igang med Supersoft denim og det garn så meget spændende ud. En blanding af uld og bomuld.
Jeg var jo oprindelig i gang med Merci, men blev enig med mig selv om at det andet måtte prøves. Ikke at Merci ikke er lækkert...absolut.
Jeg har valgt en blå/lilla udgave. Bomulden er Indigo farvet, og smitter derfor noget af, men kan heldigvis hurtigt vaskes af. Joan fortæller ,at den blå farve bliver lyserere efter vask. Ligesom et par nye cowboybukser.
Jeg er spændt på hvordan den bliver. Nu er jeg heldigvis over den første kant, og i gang med ribstrik. Der var sørme mange masker i den nederste kant. Den er lavet anderledes end jeg normalt har prøvet.
Her slår du et antal masker op. På næste pind strikker du 4 vrang, slår 8 masker op, og strikker igen 4 vrang osv. På denne måde bliver den nederste kant fast, og du "kigger" op i kanten. Jeg har tidligere lavet den hvor der bare slås en masse masker op, og der efterfølgende tages ind.
Helga´s version er god fordi kanten ikke bliver så "strut".
Jeg må videre med mine blå fingre.

lørdag, juni 13, 2009

Strikketøj af Helga Isager


Jeg har fået en ny bog. "Strikketøj" af Helga Isager. Den har vist været undervejs længe, og det er da også et stykke tid siden jeg bestilte den hos Saxo. Den er værd at vente på må jeg sige.
Det er en lækker bog med mange flotte modeller i den vanlige Helga stil. Hun har et tvist af luksus hvor der ikke kan rynkes på næsen og klart kan siges at det her er hjemmestrik.
Bogen er enkel bygget op med en lille historie til hver model. Alle menneske modeller er nogle små smarte "Vogue" modeller, og det kræver måske lidt at overføre det til en almindelig dansk sag. Men det er billederne der bærer meget af det lækre og indbydende, og jeg kan sagtens se mig selv i mange af modellerne.
Der er nogle gengangere, men alligevel er de tilført nogle nye detaljer/snit.
Jeg er vild med den bog, og er allerede startet på en lille sag. En cardigan med klokkeblomst kant. Jeg har valgt at strikke den i Merci. Jeg må ind og strikke videre.

onsdag, juni 10, 2009

Mohairbluse


Min Jytte Slente mohairbluse er færdig. Den er blevet superlækker. Strikket i to forskellige mohairtykkelser. Den ultratynde kidmohair og den tykke Fiori mohair. Begge i samme indfarvning. Det er det der gør blusen speciel flot. Den er meget let og vejer ca. 120 g ialt.
Den sidder godt, og har været meget nem at strikke. Ikke specielt udfordrende, men lige det jeg har haft lyst til pt. at lave. Skiftevis 4 pind glatstrik i tynd, og 2 pind glatstrik i tyk mohair. Vrangsiden udaf, og det er det.
Der er også en model i bogen som den netop strikkede, men i en poncho form. Den kan jeg også få lyst til at lave, men vil nok gå i gang med en sommerbluse først.
Nu skal den vaskes.

tirsdag, juni 09, 2009

Billede Maple

Her et billede af min Maple. Jeg er sikker på det bliver en "hyggetrøje" til vinter. Pasformen er rigtig god.
Se tidligere indlæg omkring garn mm.

mandag, juni 08, 2009

Ny bog




Jeg har lige fået min nye bog. "Vintage Crochet". En bog udelukkende med hæklede ting. En lidt alternativ bog inddelt i emner. Tøj, lidt til hjemmet, gaver mm.
Jeg er helt vild med den viste kjole, og sjalet. De er vildt flotte. De kan godt komme på ønskelisten. Ellers er der tæpper, gardiner, puder, halskæder mm. Noget af det er lige alternativt nok til min smag...og så alligevel. Der er noget spændende over bogen. Flotte billeder.
Samtidig en ikke særlig dyr bog.

onsdag, juni 03, 2009

Mohairbluse

Jeg er gået i gang med en bluse fra Jytte Slentes bog "Designstrik" (den grønne på billedet). Den har længe været på listen, men jeg har et lidt anstreng forhold til den meget tynde mohair.
Jeg må sige, at jeg er meget glad for mine Knit Pro metalpinde. Normalt strikker jeg med træ, men her kan jeg virkelig få glæde at det glatte metal. Arbejdet glider uden besvær, og der er ikke nogen samling hvor maskerne hænger i. Jeg er glædelig overrasket. Jeg har allerede strikket den ene halvdel af blusen. Den strikkes i striber af tynd og tyk mohair i samme indfarvning. Der startes midt for, og strikkes udefter mod ærmet. Enkelt og let. Lige strik der passer til en god film eller et par timer i solen.

mandag, juni 01, 2009

Færdig Maple



Min Maple er færdig. Jeg er godt tilfreds. Den sidder helt fint. Et billede med model vil nok være bedre, men det er simpelthen for varmt til at blive fotograferet i uld.

Jeg har strikket den i NZ-lammeuld og entrådet Kauni. En helt fin blanding. Jeg var lidt i tvivl i starten fordi jeg syntes det var lidt stift, men efter vask falder trøjen blødt og helt fint.

Forbrug: ca. 160 g NZ lammeuld og ca. 140 g entrådet uld. Jeg har strikket trøjen på p 3½. ½ nummer mindre end i opskriften, men det passer med min strikkefasthed, og det plejer jeg oftest at skulle ift. opskrifter.

Opskriften er rimmelig at strikke efter, dog mangler jeg nogle mål at gå efter. Der er kun få sparsomme mål i opskriften, og f.eks ikke en færdig længde.

Inden den blev vasket rullede ribben ind ved ærmerne, men det er væk efter vask. Ribkanten rundt måtte jeg lave om flere gang. Første gang blev den lukket for stramt af, og anden gang for løst. Jeg fandt frem til at jeg skulle lukke løst af ved krave og bag på ryggen, og holde lidt til ved rundingerne på forstykkerne.

Badesæsonen sat i gang

Badesæsonen er i gang. Begge unger bader på livet løs. Her er Emma i gang med dagens første morgenbadning. Venner er på vej, så det bliver nærmest til en lang badetur resten af dagen...vil jeg tro. Jeg synes det er koldt, men jeg kan så nøjes med at sidde vagt på terassen med lidt te og strikketøj. Skøn dag.