fredag, oktober 30, 2009

Snot og ondt i halsen

Jeg ligger her på sofaen meget forkølet og med ondt i halsen. Har lidt ondt af mig selv. Strikketøjet ligger fremme, men det bliver ikke til så meget.
Jeg mangler ellers ikke så meget på Emma´s bluse fra Navia. Det er modellen på forsiden af det nye katalog nr. 8. En kort model med pufærmer. Den strikkes i trio på pind nr. 5, så det skrider normalt hurtigt fremad. Bare ikke i dag....jeg tror jeg vil kigge lidt i mit ugeblad i stedet.
Der er dog kvalmende meget juleindlæg...jeg elsker ellers jul, men ikke før hen sidst i november. Ja faktisk starter min jul den. 1 december for fuld styrke og ikke før.
Måske jeg bare skulle sove lidt igen.

tirsdag, oktober 27, 2009

Min glade søn

Min søn er glad og yderst tilfreds med halstørklædet. Langt blev det ca. 270 cm. godt 25 cm bredt. Strikket i 9 nøje udvalgte pangfarver i Peruvian Highland uld. Jeg har brugt 9 ngl.
Jeg ved ikke lige hvad jeg skal mene om det færdige projekt, men Emil synes det er sejt, og han er blevet spurgt om hvor han har købt det.
Han er tilfreds, og det er jo dejligt.

lørdag, oktober 24, 2009

Endelig weekend

Endelig weekend....jeg har haft en uge hvor jeg næsten ikke har fået strikket, og det er meget usædvanligt, så nu skal der strikkes. Jeg er i underskud.
Emil rykker stadig for tørklædet, og jeg mangler da heldigvis ikke så meget. Emma vil gerne snart have en vest....
Lidt er blevet færdigt, men det var i efterårsferien. Emma har fået nye vinterstøvler, og ville gerne have lidt lunt til halsen der skulle passe til.
Derfor dette halsrør/hovedvarmer strikket i Navia Trio.
Slå 75 masker op på pind 6. Strik indtil du har opstrikket 2 ngl. Det er da til at have med at gøre. Emma ønskede sig en lille guldkant, og det har hun fået i form af en række hæklede fastmasker.

fredag, oktober 16, 2009

Tørklæde til Emil

Det er sjældent jeg strikker noget til Emil på 14. Nu kom han af sig selv, og spurgte om jeg ikke ville lave et stort tørklæde til ham inspireret af et Naviahæfte.
Det er farvestrålende og bredt. 9 forskellige farver i Peruvian Higland.
Udelukkende retstrikning . Det er godt 25 cm i bredden, og skal være pænt over 2,50 meter. Strikkes på p 6.
Tja....hvad skal jeg sige....det er et stykke tid siden jeg har strikket noget lignende, men det er også dejligt med lidt hovedet under armen strik. Jeg er nu nået ca. 1/3, så det er noget der går rimmeligt stærkt. Han vil også have farvestrålende kvaster i enderne.
Emil følger spændt med. Dejligt endelig at kunne strikke noget han glæder sig til at bruge, så Elvira hviler i kurven så længe.

lørdag, oktober 10, 2009

Nye måder at skære løg på

Her i familien fejrer vi far Kenn´s fødselsdag. Emil vil lave forretten løgsuppe, som er en af hans specialiteter, men har har brug for en lille hjælper til at skære alle de løg. Emma går i gang, og frem kommer dykkerbrillerne. Hun siger ,at hun slet ikke kan mærke noget i øjnene.
Næste gang du skal skære løg, så ved du hvad du kan gøre.

tirsdag, oktober 06, 2009

Opstart Elvira

Det blæser og rusker udenfor. Jeg må indrømme , at nok er jeg vild med sommeren, men den kolde og mørke tid er heller ikke værst. Der tændes op i brændeovnen, og strikketøjet findes frem. Kombineres det med en god lydbog, og en kop kaffe er det uovertruffen luksus.
Det er ikke fordi min brændeovn vender på hovedet, men bloglines vil kun vende det på den måde....sådan må det være.
Jeg strikker i øjeblikket på Elvira. Jeg strikker den i NZ lammeuld fordi Emma absolut ikke vil have noget der kradser, og det må man sige om det garn, at det gør det sørme ikke.
Det er på de små pinde, og Emma vil gerne have den lidt længere end i opskriften, så der ikke vist ikke andet at gøre end at tænde for lydbåndet og komme i gang.

fredag, oktober 02, 2009

Færdig bluse


Min bluse i islandsk uld er færdig. Den er blevet fin og let. Vejer ca. 125 g efter vask. Utroligt at det kan lade sig gøre. Jeg har strikket den lille str. S/M. Den er lige det mindste til mig. Desværre. Heldigvis kan jeg bruge blusen til noget andet, og må så lave en anden til mig selv senere. Jeg kunne jo også bare se på målskitsen. Jeg kan godt passe den, men føler at den sidder for tæt, og ikke har det der løse snit over sig, som på modellen i hæftet.
Garnet er overraskende lækkert at strikke med. Det virker i første omgang råt, og tyndt, men strikningen går bare der ud af, og når det er vasket bliver det utrolig blødt.
Jeg skal helt sikkert strikke mere med det garn.