onsdag, juli 15, 2009

Revontuli sjal

Kender du det...du får bare lyst til at strikke noget fordi du har set det andre steder rundt omkring på nettet. Sådan har jeg det med dette Revontuli sjal. Se også den danske oversættelse.
For dem der er medlem på Ravelry finder du her flere oversættelser.
Jeg bruger egentlig ikke så meget sjaler, men dette synes jeg er så utrolig smukt.
Jeg har jo masser af Kauni garn på lager, så jeg er startet i farve EA.
Jeg forestiller mig dette være bilstrik, idet vi snart smutter til Frankrig. Jeg glæder mig helt vildt. Vi mangler lige at vaske lidt tøj, få pakket samt få farmor installeret i huset, men vi kører også først fredag morgen.

tirsdag, juli 14, 2009

Færdig klokkeblomst

Min cardigan med klokkeblomstkant er færdig. Modellen er fra Helga Isager´s nye bog.
Nu ved jeg hvorfor modellen står så underligt. Det er for at trøjen ikke skal falde ud over skuldrene. Sådan var min i starten.
Jeg har måttet justere en del til sidst. I opskriften skal der tages ind til raglan samlet med ærmerne. Der strikkes et vist antal indtagninger, og så....hvordan det afsluttes...lukkes af ...det næste der står i opskriften er at de syes sammen, og der laves en ribkant rundt ved forkanter og i nakken. Yderst mangelfuld opskriftsbeskrivelse.
Ved mig var rygstykket alt for bredt efter indtagningerne, så blusen faldt ned over skuldrene. Jeg pillede op, og strikkede flere indtagninger, samt forlængdede bærestykket ca.3 cm. Ligeledes strikkede jeg maskerne sammen 2 og 2 på rygstykket inden jeg afsluttede med ribkanterne. Nu passer den bedre. Hvordan den ser ud med silkebånd ved jeg ikke, men det skal prøves. Lige nu er jeg nok mest lun på at sætte en knap i ved brystet, så trøjen er samlet og holdes på plads.
Garnet er supersoftdenim,og det er jeg yderst tilfreds med. Jeg har dog undervejs været lidt træt af de blå finge, idet garnet har afgivet farve ved strikning, men det er glemt nu.
Jeg har strikket trøjen på p 2½ i str. M og har brugt ca. 275 g.
Lige nu er jeg ikke vild begejstret, men den får lov til at tørre, og så må jeg se om det bliver en trøje der bliver brugt.

torsdag, juli 09, 2009

Frem....og meget tilbage igen

Jeg har fået strikket en del de sidste par dage. Manglede kun nogle pinde på raglanbærestykket, og så var jeg klar til at lave de sidste ribkanter ved forkanterne. Mange masker at strikke skal jeg lige hilse og sige. Nu opdager jeg til min rædsel at stykket bliver for langt ift. indtagningerne. Efter opskriften tages ud 32 gange på skiftevis hver 2. og 3 pind.
Nu er det trævlet op. Se lige det nøgle. Det var ellers næsten strikket op.....nu tager jeg ind på hver 2. pind, og så kommer det til at passe bedre. Øv....jeg gider ikker ærge mig. Var ellers i gang med at drømme om nye projekter.
Bemærk lige min lille gave fra ungerne. En "krystaldims" fra Tunesien. Emma har flere gange spurgt om jeg ikke synes den er rigtig smuk, så der må nok findes en fremtrædende plads i stuen til den.

fredag, juli 03, 2009

Varm strikning

Det går fremad med min trøje, men langsomt. Den er nu samlet, og der skal strikkes raglanbærestykke.
Jeg plejer ellers altid at sige , at jeg kan strikke med uldgarn i bikini, men det har alligevel været for varmt de sidste par dage.
Jeg har i stedet fået læst en krimi, og ikke mindst nydt det gode vejr.
Ungerne er taget afsted til Tunesien sammen med farfar og farmor, og det kan godt mærkes.
Her er så stille og roligt, og det nyder jeg enormt. Ikke at jeg ikke glæder mig til at de kommer hjem igen, men jeg ved jo at de også nyder det. Med masser af vand og god mad. Mine børn er meget madglade, og elsker at prøve nyt, så de nyder et hotelophold med all-inclusive.
Jeg vil ud i solen igen, og nyde min bog.