lørdag, december 30, 2006

Færdigt mohairtørklæde


Mit mohairtørklæde er blevet færdigt. Når jeg sidder med noget færdigt strikket i kidmohair, så er det bare lækkert. Jeg nåede også at strikke det så hurtigt, at jeg ikke blev træt af det tynde garn. Mål ca. 30 x 85 cm.
Jeg er nu gået i gang med en bluse fra Designstrik af Jytte Slente. Den strikkes på p 5 i Alpaca, så det glider noget anderledes. Ellers har jeg mange strikkeplaner. Det kan være svært at begrænse sig, og blive færdig. I dag kom det nye Hendes Verden med strikketillæg. Sikke en sød nederdel...Det er vist godt at et nyt år åbner sig med mange muligheder.

tirsdag, december 26, 2006

Påfuglemønster


Julefreden har sænket sig, og alle har travlt med at lave det de bedst kan lide. Emma i Barbie og Bratzland, Emil og farmand ved computeren for at se på forskellige Ipod´s, som de indbragte julepenge og sparepengene skal bruges til. Jeg i sofaen med mit strikketøj. Bedre kan det jo ikke blive. I går var vi til julefrokost, så et let lille projekt skulle lige startes. Jeg er gået i gang med et tørklæde i kidmohair i påfuglemønster. Et mønster jeg tit vender tilbage til. Enkelt og meget smukt. Jeg elsker kidmohair. Resultatet bliver altid så let og lækkert, men det er lidt sejt at strikke i. Lige nu går det helt fint, så der kløes bare på.

Barbie


Emma blev glad. Barbietøjet nåede at blive færdig til jul. Hun synes, at det er lidt sejt, så det kan jo ikke være bedre. Jeg kommer nu ikke til at lave en masse fremover. Det var fint nok med lidt, men sikke et nusse arbejde. Strikkeriet går jo meget hurtig, men monteringen....nusse nusse nusse.

onsdag, december 13, 2006

Hurtigt hækleprojekt


Jeg fik pludselig lyst til at hækle, og kunne huske dette tørklæde fra bladet "Kreative kvinder". Egentlig skulle det have været hæklet med hæklenål 15 i 4 dobbelt kidmohair. Istedet har jeg hæklet det i dobbelt Fiori mohairgarn med hæklenål nr. 10.
Hækl en masse luftmasker. Derefter dobbelte stangmasker skiftevis med fastmasker. Efterfølgende syes rækken sammen, så den bliver dobbelt så bred, og "blomsterne" opstår. Nemt hæklet på en aften. Jeg tror jeg kommer til at bruge det en del.

søndag, december 03, 2006

Adventshygge



Adventskransen er tændt, og nu er der lige tid til at få set lidt på Emma´s julegave. Hun har længe talt om tøj til Barbie. Især da hun så Hendes Verden i mandags, hvor der var et tema med Barbie og Bratz, så jeg må nok lave lidt til hende.
Bemærk lige baggrunden. Det er frk. Emma "Gertrud Sand"´s forslag til vores juledug i køkkenet. I morges ved morgenmaden meldte min mand ud at det lige var i overkanten for ham, og han ikke troede at han kunne klare en gulddug resten af december. Den får nu lov at ligge på et par dage endnu.

lørdag, december 02, 2006

December


Julen er igang. Det er meget let at få børnene op om morgenen, da de skal have pakkekaldender. En skøn tid er startet, og i år har jeg besluttet at der skal være masser af tid til at nyde. Vi skal ikke nå en masse, og mine planer om hjemmelavede gaver mm. er meget små. Vi når det vi når. Emma har allerede pyntet en del op, og resten af familien tror der går lidt "Gertrud Sand" i vores hus inden julen er omme.