torsdag, september 27, 2007

Jeg er blevet tagget.

At blive tagget.....hvad er nu det for noget....er det ikke lidt som et kædebrev..send videre....er jeg nu vild med det.....

Efter at have tænkt lidt over det er jeg nu også lidt smigret for det må jo betyde at nogle også følger med i min blog. Læser det jeg skriver. Jeg er også selv en ivrig læser hos andre. Nok ikke lige den der kommenterer så meget og deltager i fælles projekter, men i stedet bliver inspireret og fyldt med energi ved at se hos andre.

Tilbage....at blive tagged betyder at du skal gøre nogle ting:


1.Link til den der har tagget dig


2.Fortæl 7 sandheder om dig selv


3.Send videre til 7 andre bloggere


4.Læg en besked i deres blog om at de er tagget.


Jeg er blevet tagged af efistrik

Nu til 7 sandheder om mig:

1. Jeg vil hellere strikke end gøre rent.

2. Jeg kan ikke gå forbi Frelsen´s chokolade uden at købe et stykke chokolade.

3. Jeg går gerne rundt i nattøj en hel lørdag. Taler lidt med naboen iført nattøj og morgenhår. (han har vænnet sig til det).

4. Er forfærdelig til geografi, hvilket familien morer sig en del over.

5. Har et hovede der ikke kan forstå begrebet motion, men en krop der begynder at efterlyse det.

6. Vil gerne have ro om morgenen. Sidde med en kop kaffe, og lidt strikketøj. Har en familie der ikke helt forstår hvad det betyder.

7. Kan godt lide at tingene ikke er så perfekte og reglelrette. Hader begrebet " vi plejer".


Så skal jeg tagge 7 andre...synes det er lidt svært. Starter med en enkelt
knitadesign

fredag, september 21, 2007

Opstart Lavender


Jeg er startet på Lavender af Helga Isager. Jeg er meget spændt på hvordan modellen kommer til at side. På en halvsvingende smart model, og så omsat til Gitte forhold....tiden må vise det.
Modellen strikkes med et lille snonningsmønster arbejdet igennem. Der startes oppe ved halsen, og strikkes nedefter med udtagninger undervejs. Til sidst lukkes af til ærmer, og resten samles og strikkes som en fast kant forneden. Den strikkes i dobbelt garn.
Jeg strikker den i shetlandsuld og Indiecita, alpaca.

mandag, september 17, 2007

Færdigt spindelvæv



Denne gang lykkedes det. Jeg har strikket sjalet på p 6, og det holder størrelsen 2 m i bredden, og 1 m i højden. Det har også denne spindelvævseffekt. Meget luftigt, hvilket jeg synes gør det flot.
Forbrug 1½ ngl. Kauni entrådet uldgarn.

fredag, september 14, 2007

Regnvejr og kulde


Regnen styrter ned, og det er koldt i hele huset. En god mulighed for at tænde op i brændeoven. Jeg må tilstå, at jeg godt kan lide sommer, men er mindt ligeså vild med en ruskedag, hvor brændeovnen er tændt, og der er mulighed for at putte sig i sofaen med et godt strikketøj.
Jeg er startet på et spindelvævstyndt sjal fra Kauni. Har strikket det før, men på alt for tynde pinde. Kauni siger p 4-5. Jeg strikker det på p 6, og tror det bliver godt.
Egentlig skulle det sidste træværk males på huset.... jeg strikker videre.

tirsdag, september 11, 2007

Mathildes blomstertørklæde


Endnu en prøve er ved at være færdig. Mathildes´blomstertørklæde fra Filcolana. Det skal jeg simpelthen lave til mig selv en dag. Man kan da ikke andet end blive glad af sådan en gang blomster. Det er samtidig også et nusseprojekt,som tager noget tid, men hyggeligt at sidde med foran fjernsynet.

søndag, september 09, 2007

Hæklet sjal


Sikke en dejlig lun og lækker dag. Det er ikke blevet til de helt store kreative projekter, men jeg har da fået lavet en lille prøve færdig. Jeg er ved at lave føleprøver til "de 2 krukker"´s butik.
Sjalet er fra Filcolana. Meget smukt, men også et nusseprojekt. Flot er det, og jeg har besluttet at nu bliver den prøve ikke større. Man kan vist godt både se og føle. Jeg må videre med en anden prøve.

mandag, september 03, 2007

Gotisk vindue


Er det ikke et lækkert tørklæde Gotisk vindue ? Desværre kan jeg ikke prale af selv at have lavet det. Det har Mette Kirstine. En gammel ven fra ergoterapeutskolen. Vi har stadig kontakt, og den er heldigvis blevet tættere med årene. Vi har altid begge været meget kreative, og grunden til at Mette Kirstine har strikket det for mig er at en anden studiekammerat har startet butik sammen med sin søster. Der skal tørklædet udstilles. Birthe, som hun hedder, er som jeg ikke længere ergoterapeut, men har netop startet en skøn butik " de 2 krukker" på Fyn, lidt udenfor Fåborg. Et besøg værd, hvis du kommer på de kanter.